Fra jord til bord - Temauge

”Fra jord til bord”

Uge 41 havde Karise Heldagsskole valgt at holde temaugen “Fra jord til bord”. Det betød både skemaændringer, fremmede undervisere, alternative undervisningslokaler og daglige bombardementer af samtlige sanser.

Ugen blev indledt med, at elever og undervisere skulle ud i naturen og sanke. Planen var, at der skulle laves æblemost og syltes, henkoges og laves supper af det man fandt. Desværre havde en tidlig frost og den sene høst sat sine spor på flere af de bær, frugter og urter, som var i kikkerten. Men der blev dog fundet, blandt andet, nogle dejlige vilde æbler til vores mosteri. 

Tirsdag gik turen Svanholm Gods, der er Danmarks ældste økologiske landbrugskollektiv. Det var en dejlig dag, med både nysgerrige og spørgelystne elever. 

Onsdag besøgte vi Slagteriskolen på ZBC i Roskilde, hvor vi fulgte forløbet “kødets gang”. En både blodig og lærerig dag, hvor processen fra dyrets ankomst til afgang blev gennemgået.

Torsdag fik vi besøg af en jæger og hans kone. Det betød at der blev lavet råvildt til frokost, med rigelig sovs. En spændende kontrast til slagteriet og dyrevelfærd blev pludselig et relevant emne.

 

Fredag var så dagen, hvor vi skulle producere lidt, vi skulle hygge og runde ugen af. Vi kandiserede æbler og lavede pandekager, der blev lavet bål og vi nød livet.

I uge 42 valgte vi at fortsætte vores livsnyderliv. Vi havde nemlig en aftale, som ikke kunne komme i hus ugen forinden, med “Haver til maver”. Et projekt der udspringer af Årstiderne med henblik på at flytte en del af undervisningen i skolerne ud. Formålet er, at inspirere skoler rundt om i landet, til af skabe deres egne haver. Det er et forløb på 8 mødegange, hvor man sår sine egne grøntsager, dyrker haverne og høster dem, samt laver mad sammen. Det fordrer dog, at man ikke kommer langvejs fra. Man kan også komme en dag, hvor man høster i haverne og laver mad sammen med en af projektets medarbejdere. Det gjorde vi.

Vi havde en aftale med Amalie, som er en af projektets hovedansvarlige. Hun er uddannet kok, og både sød, rar, hyggelig og passioneret. Vi havde en skøn dag, hvor vi fik kigget på, og smagt på, flere ualmindelige grøntsager og urter. Vi fik lavet lækker mad og spist sammen. Det var på alle måder en virkelig hyggelig dag. Og resterne fra måltidet tog vi med os hjem, til næste dag. Amalie talte med os om vores plantekasser, som Amalie gerne vil hjælpe med at planlægge, så vi får godt og interessant udbytte ud af dem, til næste år.

 

Hun elskede vores måde at tænke og arbejde med madproduktion og undervisningen i madkundskab sammen med de rammer vi har på skolen. Høns, æg, slagtning og grøntsager lige uden for døren. Og vi var pjattede med deres projekt!